Krigsretten

I det danske hjørne af Napoleonskrigene, nærmere betegnet i Slagelse i juli 1812 holdtes der krigsret i Sjællandske Rytterregiments 3. Eskvadron under forsæde af esvadronchefen, oberstløjtnant Simonsen. Der var rejst tiltale mod den 26-årige korporal Steen Nielsen “formedelst Respectsforseelse og utilladelig Omgang med den ham betroede Fourage samt anden Tjeneste-Uorden”

Anklagen var delt op i 5 punkter:

1. at have tilegnet sig en del brugte hestesko.
2. at have tilbageholdt noget af den havre, som han skulle udlevere som hestefoder til rytterne i sin deling.
3. at have solgt en tønde havre, som han angav at have købt af en ham ubekendt bonde, til postmesteren i Korsør uden sin foresattes tilladelse.
4. at have taget sig betalt for at passe to af sine rytteres heste og se igennem fingre med at disse ryttere tog arbejde for deres kvarterværter.
5. at have forbigået sin foresatte i forbindelse med en melding til den højstkommanderende i Korsør ang. en “efter tiltaltes formeening urigtig Fouragemaade ved Detachementet”

Det var jo en grim sag. Steen Nielsen dømtes da også af oberstløjtnanten og de 12 meddommere til 10 dages vand og brød samt degradering for bestandig.

De 12 meddommere var klassificeret med 2 fra hver militære grad: menig, korporal, sergent, sekondløjtnant, premierløjtnant, ritmester. De laveste grader voterede først og mildest, men allerede korporalsklassen voterede for degradering.

Anklagede

Det var ikke en morsom besked for Steen at komme hjem med til Margrethe, gårdmandsdatteren i Kirkerup ved Sorø, som han netop var blevet gift med.

Selv var Steen ikke af gårdmandsfamilie som sin kone. Han tænkte på alt det, han var gået igennem: Han var født i oktober 1785 i landsbyen Toreby i Ryde sogn på Lolland, hvor hans far var glarmester og husmand uden jord under Reventlow-grevskabet Christianssæde. Steen var kommet ud at tjene som sine to brødre, blev konfirmeret i nabosognet Landet 1799 og blev taget til rytter 1806, 21 år gammel. Han havde opført sig pænt, og i marts 1811 blev han udnævnt til korporal med kontrakt på 6 år. Det første skridt til en social opstigning var taget. Ni måneder efter fik han med Margrethe sønnen Peder. De giftede sig, da hun kom i syvende måned. Margrethe Pedersdatter var hans jævnaldrende og en god hustru med “ben i næsen”.

De havde optimistisk set lyst på fremtiden til denne dag. Men hvad nu? Nu var hendes korporal pludselig blevet menig, og en underofficerskarriere afbrudt. Efter sin hjemsendelse 5 år senere levede Steen Nielsen som glarmester og husmand ligesom sin far.

Steens Familie

Steens forældre var begge døde før krigsretssagen i 1812. Nogle år før delte Steen og hans søskende den beskedne arv efter faderen, Niels Hansen Glarmester. Det var et beskedent bo, som domineredes af et lille hus på kun 3 fag, vurderet til 10 rigsdaler. Desuden var der forældrenes rødstribede olmerdugsdyne til 4 rigsdaler samt forskelligt af mindre værdi. Egentlig var der intet at arve, for boets aktiver vurderedes til i alt 30 rigsdaler og passiverne til 35 rigsdaler, altså et underskud på 5 rigsdaler. Det skyldtes væsentligst, at mandens begravelse havde været dyr. Den kostede 16 rigsdaler, altså mere end husets værdi. Man studser umiddelbart over, at man i så fattigt et hjem har brugt så relativt mange penge til begravelsen. I virkeligheden mente Steen også, at forældrene havde haft flere penge – penge som moderen nok havde stukket til side inden den officielle boregistrering var foretaget af grevskabets godsforvalter. Faderens håndværk som glarmester havde givet en del kontanter – det vidste Steen, men han sagde ikke noget. De penge var moderen vel undt. Hjemmet var altså ikke helt så fattigt, som papirerne kunne lade formode. Men beskedent var det alligevel.

Efter moderens død i 1809 holdtes der ikke offentligt skifte, men Steen og hans to brødre indgik en overenskomst med stedfaderen, husmand Jacob Gabrielsen, hvorefter stedfaderen får lov at råde over boet uden indblanding, blot han udbetalte 12 rigsdaler til hver af sønnerne og udleverede glarmesterredskaberne til Steen.

Det forekom Steen naturligt, at det var ham, der fik disse redskaber. Han havde i sin tid gået sin far til hånde og derved lært glarmesterhåndværket, og i øvrigt følte han sig en smule bedre end sine to brødre: Dels kunne de ikke skrive som han, dels var de stadig blot tjenestekarle. Storebroderen Frederik blev ganske vist året efter (1810) soldat som Steen, men kun ved fodfolket, og det var jo ikke det samme som lansenerer til hest, og lillebroderen Eskild døde samme år kun 18 år gammel, netop som livet skulle til at begynde.

Steen havde på dette tidspunkt været rytter i tre år. Om to år ville han derfor være en sin egen herre og kunne da måske fæste et hus under grevskabet Christianssæde, hvor han var født. Han kunne så leve af glarmestergerningen. Det ville ikke være uden betydning, at han havde vedligeholdt et godt forhold til den syv år ældre forvalter Ernst Kjergaard, som var så godt som enerådende på Christianssæde. Nej, Steen havde check på tilværelsen, havde godt helbred og så i øvrigt flot ud i sin imponerende lanseneruniform. Og det vidste han.

Margrethes Familie

Det er fristende at sætte folk i bås: “Husmandssønnen og gårdmandsdatteren”. Steen var unægtelig husmandssøn, og Margrethes far, Peder Nielsen i Kirkerup, var da også gårdmand, men ikke af de velstående; og i øvrigt døde han da hun kun var 12 år.

Arveparten var da (1797) “ganske ubetydelig”, hvorfor enken, Maren Hansdatter, da også beholdt pengene til hjælp “til Børnenes Opdragelse”.

Gården var en lille fæstegård under Gyldenholm gods ved Sorø, hvor Margrethe voksede op med sine 4 søskende. Den bestod af af 2 længer og indeholdt 2 stuer, kammer, køkken, stald, lo og karlekammer. De havde dog, hvad de skulle bruge, og børnene kom ud at tjene, efterhånden som de voksede til, så de var ingen belastning. Kun den seks år ældre søster, Karen, blev boende i barndomshjemmet, hvor hun gik til hånde.

Samme år som Margrethes far døde, giftede moderen sig med sin 18 år yngre fætter, ungkarlen Christen Olsen, der således blev Margrethes stedfar. Han drev først gården videre, men fæstede senere et husmandssted under samme gods. I 1802, 17 år gammel, blev Margrethe derpå konfirmeret. Hun fortsatte med at tjene forskellige steder, til hun i 1811 blev gift med Steen; om ikke af anden grund, så fordi han havde besvangret hende. Men i øvrigt var han jo en flot fyr med solide fremtidsvisioner og så var han netop blevet korporal.

Soldaten

Steen blev taget til rytter 1806. Han var da 65 1/2 tomme høj, hvilket svarer til ca. 1,70 m, en pæn højde for den tids danskere. Indtil da havde han tjent på forskellige gårde i og omkring sit fødesogn på Lolland, senest i Ågerup, men fra nu af opholdt han sig ved regimentet, Sjællandske Rytterregiment, som i denne periode lå med en eskvadron i Slagelse, to i Næstved og en i Vordingborg. Steen hørte til i Slagelse.

Der havde i mands minde altid været soldater indkvarteret i Slagelse. Set fra borgerskabets side opfattedes eskvadronens tilknytning til byen med blandede følelser. På den ene side betragtedes soldaterne som et fremmedelement: De konkurrerede i deres fritid med den ufaglærte del af befolkningen om disses arbejde, plejede omgang med Slagelses piger og betalte ikke skat. På den anden side var det en fordel for de handlende og håndværksmestrene, for den øgede befolkning gav større omsætning. Alt dette var som sagt ikke noget nyt, men det var den verden, hvori Steen levede i disse år.

Lægdsrullen

Lægdsrullen, der er en fortegnelse over “Bondestandens Mandkjøn”, som kan udskrives til soldatertjeneste, fortæller i knap form om Steens færden fra han i 1791 i Ryde sogns lægsdrulle som “Niels Glarmesters Søn, Steen” angives at være 6 år og at opholde sig i Toreby, til han i 1817 nævnes i Ågerup sogns lægdsrulle som 31 år gammel, opholdende sig i Kirkerup i Sorø Amts 45. lægd, hvortil han derefter lægdsrullemæssigt også flyttes.

Al den tid han var inde som soldat (1806-1817) blev han noteret som hjemmehørende i Ågerup på Lolland, uanset at han opholdt sig ved regimentet i Slagelse og på et tidspunkt havde fæstet et husmandssted i Kirkerup, ligeledes på Vestsjælland. Hans militære løbebane refereres kort i lægdsrullen. Med oplysningerne herfra kan man gå til de refererede instansers efterladte arkiver og få oplysningerne udbygget.

I 1807 deltog han med sit regiment i forsvaret af København mod englænderne. Englænderne var med sine 31.000 kamptrænede soldater de danske tropper håbløst overlegne, men den danske moral var høj. Man kan så forstille sig Steens og det øvrige mandskabs overraskelse, kombineret med forargelse og modløshed, da englænderne om aftenen den 2. september begyndte at beskyde hovedstaden med granater og brandbomber. Det var en hidtil uhørt fremgangsmåde, på linie med senere brug af giftgas og atombomber. Følelsen af modløshed var total, her stod man med opmarcheret rytteri og kunne intet gøre. Havde det nu været danskerne der vandt, var Steen og hans kammarater blevet modtaget i Slagelse som helte, men som bekendt blev det englænderne, der gik af med sejren. Derfor var landsenernes hjemtur mere afdæmpet, og i Slagelse ventede blot den daglige regiments-“trummerum”.

Udnævnelsen

I 1811 fik Steen kontrakt på 6 år som korporal med kommando over en lille deling lansenerer. Hans deling deltog i kystbevogtningen af Sjælland langs Store Bælt og var derfor i en periode flyttet til Korsør.
Der havde da i lang tid været mangel på underofficerer, så staten søgte at gøre hvervet tillokkende ved bl.a. at udbetale et engangsbeløb ved tiltrædelsen på 20 rigsdaler. Steen havde netop planlagt ægteskab med Margrethe, så 20 rigsdaler kontant ville være meget belejligt og det passede fint ind i Steens billede af sig selv på vej frem.

20 rigsdaler var et godt afsæt og dertil kom 5 rigsdaler mere i løn om året og muligheder for ansættelse i det offentlige, når tjenesten var overstået. Vi ville selvfølgelig gerne forestille os, at Steen derudover har haft særlige kvaliteter, siden han blev udnævnt, men det var som sagt svært at få de værnepligtige til at melde sig som underofficerer trods det kontante vederlag, for man skulle binde sig for mindst 6 år, så han har næppe været bedre end de andre. For at blive korporal krævedes nemlig i praksis blot, foruden skikkelig opførsel, at man kunne læse og skrive, og det havde han jo lært i skolen hjemme på Lolland på Reventlow-godset, Christianssæde.

Økonomiske problemer

Danmark havde i denne periode for første gang en kraftig inflation. Lønningerne blev dog kun langsomt reguleret i forhold til priserne: Ifølge arméplanen af 8/6 1803 skulle en rytterkorporal have 13-14 skilling om dagen, svarende til prisen på et pund smør eller 5 pund groft rugbrød. Trods inflation og statsbankerot i 1813 reguleredes lønnen ikke. I 1812 rakte den samme korporalsløn kun til en femtedel og først i 1816 blev den sat op, men kun til 18-19 skilling om dagen. Derudover havde korporaler og andre underofficerer ganske vist frit kvarter og fri mundering, men det kunne man jo ikke føde en familie med. Det var derfor almindeligt blandt underofficerer, at de i den efter den tids målestok omfangsrige fritid, tjente penge på alle måder: som håndværkere eller skrivere, eller sågar ved mod betaling at rengøre og pudse de meniges mundering. De var også lette ofre for bestikkelse fra de meniges side. Det meste af dette så de overordnede officerer til daglig gennem fingre med, fordi de vidste, at det kunne være nødvendigt at supplere den knappe korporalsløn. Men så snart det gode forhold til de foresatte ikke mere eksisterede, kunne fælden meget let klappe i.

Det var officielt anerkendt, at lønningerne var små. Af samme grund var der også detaljerede regler for, hvornår en underofficer måtte gifte sig, f.eks. regler vedrørende konens egne indtægtsmuligheder. Underofficererne koner vaskede ofte for mandskabet eller solgte mad- og drikkevarer til det. Det var i al almindelighed svært at få det at løbe rundt i denne tid, hvis man havde familie.

Steen havde heller ikke været korporal i lang tid, før det gik op for ham, at de 20 rigsdaler i tiltrædelsesydelse nok kunne hjælpe her og nu, men jo ikke i det lange løb. Han gjorde da, hvad mange andre underofficerer følte sig nødsaget til; og i Korsør, i god afstand fra garnisonen i Slagelse, var mulighederne for illegale indtægter større. Mens han havde kommandoen her, var hans nærmeste foresatte helt i Slagelse. Det gav en vis frihed, hvis man kunne administrere det.

Steen administrerede det, men lidt for smart. Han fik udleveret foder til hestene i sin deling fra fæstningen i Korsør og stod for den videre fordeling. Det forstod han at udnytte, så der blev noget ekstra til overs til ham selv, som han kunne sælge. Postmester Knud Karlheim i Korsør var den villige aftager, selv om det var private forbudt at handle med menige og underofficerer. Steen var dog lidt for smart da han klagede til fæstningskommandanten, over at han ikke fik udleveret havre nok til sin deling. På den måde gik han, rent formelt, bag ryggen på sin nærmeste foresatte, løjtnant v. Pfaff, med hvem han kort tid forinden var raget uklar om noget andet.

Dermed var scenen sat, for i det strengt militære miljø kunne officererne altid finde noget at udsætte på deres underordnede, de skulle blot anmelde, hvad de hidtil havde set gennem fingre med. Det lykkes da også at samle materiale til en anklage mod Steen og få ham dømt som nævnt i indledningen.

Dommen

Den militære strafferet var strengere end den civile. Men der findes mange eksempler på civile, som er blevet straffet hårdere end Steen for mindre forseelser. Selv en garvet lov- og ordentilhænger af i dag ville blive socialt sindet og fuld af medlidenhed ved at læse politiprotokoller fra 1800-tallet. Set i sammenhæng med tidens domspraksis er dommen over Steen forbavsende mild. Men han blev degraderet for bestandig og dømt til at tjene tiden ud, så hans fremtidsdrømme og opfattelse af sin egen situation må have lidt et knæk.

De sidste 5 år af den tid, han havde bundet sig for, tjente han som menig lansenerer. Stadig til hest og med en imponerende uniform, men med en barberet løn og uden den udsigt til den faste ansættelse i det offentlige, som fratrådte underofficerer havde fortrinsret til. Som den realist, Steen var, lykkedes det dog på dette tidspunkt at fæste et hus i Margrethes hjemsogn. Forventningerne blev tilpasset mulighederne.

Glarmesteren

Ved moderens død 3 år før krigsretsdommen havde Steen overtaget faderens glarmesterværktøj. Dengang var han ikke i tvivl om sin livsbane som husmand og glarmester med gode forbindelser hos den lokale godsforvalter. Nu vendte han efter lidt op- og nedgang tilbage til disse tanker. En del var dog ændret siden da, dels var han faldet for en pige på Sorø-kanten, dels ville det være nemmere at begynde forfra et nyt sted, fremfor at skulle besvare spørgsmål om den afbrudte militære karriere. De gamle planer måtte udføres på en ny måde.

Han havde haft lidt indtægt fra glarmesterarbejde i sin fritid ved rytteriet, men først ved det tredje barns dåb i 1819 – altså efter afsluttet soldatertjeneste – nævntes Steen officielt som glarmester. Resten af livet levede han som glarmester i Kirkerup.

Økonomisk set var det et nemt erhverv at påbegynde. Det krævede ikke de store investeringer. Værktøjet havde han, og materialerne bestilte han som enhver anden landsbyglarmester hos en af købmændene i den lokale købstad. Steen købte glas i Slagelse og Sorø. Hans far, Niels Hansen, købte sit glas hos en købmand i Rødby. I Told- og accisseregnskaberne kan man stadig se, hvorfra købmændene fik glasset. Nogle importerede det selv fra England, Belgien eller Polen, andre købte det via københavnske agenter.

Som landsbyhåndværker var Steen i klemme mellem sit eget ønske om at udvide forretningen på den ene side og de restriktioner der udsprang af købstædernes privilegier på den anden side. For at blive tolereret i denne klemme, levede han i det stille. Han var opmærksom på, hvorlangt han kunne gå uden at genere købstadshåndværkerne for meget. Han betjente som glarmester både bønderne og de lokale herregårde, men det drejede sig mest om de nødvendige reparationer, og det var begrænset, hvormeget der var at lave af den slags. Det var derfor, han også var husmand.

Husmanden

Steen Nielsen fæstede sit hus i Kirkerup under Gyldenholm gods ved Sorø kort efter dommen i 1812. Det var på 2 skæpper 1 fjerdingkar hartkorn, hvilket svarede til halvanden tønde land eller ca. 8.000 kvadratmeter. Det var svært at passe et husmandssted sideløbende med soldatergerningen, så det var godt, at Margrethe kunne gøre det med hjælp fra sin mor og stedfar. De havde på det tidspunkt et af de andre husmandssteder i Kirkerup, og stedfaderen var endnu en mand i sin bedste alder, kun 9 år ældre end Margrethe. Alligevel var det hårdt for hende at være enlig mor med barn og husmandssted. Steen var jo nu kun menig soldat og kunne ikke være meget hjemme. Ganske vist havde han relativt megen fritid ved regimentet, men dels skulle han i sin stå til rådighed og måtte ikke uden tilladelse forlade regimentet, dels var der 2 timers rask gang hjem fra Slagelse og 4 timer fra Korsør, og han kunne jo ikke blot bruge sin tjenestehest privat.

Steens og Margrethes økonomiske status i disse år var ikke god. Soldaterlønnen var lavere end korporalslønnen og ligesom den forringet i værdi. Husmandsstedet, som Margrethe drev uden mandens hjælp, var deres livsgrundlag.
I 1817 trådte Steen ud af lansenertjenesten og slog sig ned hos familien i Kirkerup. Husmandsstedet under Gyldenholm Gods blev drevet i takt med årstiderne, og Steen satte ruder i andre folks vinduer i det omfang, der var behov. Livet gik kort sagt sin skæve gang indtil Margrethes relativt tidlige død i 1833, 48 år gammel. Værdien af familiens bohave opgjordes til 124 rigsbankdaler. Der var ingen gæld, bortset fra skifte- og begravelsesomkostninger på 18 rigsbankdaler. Huset og jorden var Gyldenholms ejendom, og indgik derfor ikke i aktiverne, men der var kreaturer i en broget mangfoldighed: 1 hest, 2 køer, 1 kvie, 1 kalv, 3 får og 2 grise. Der var også redskaber, plov, harve, fjællevogn m.m. Den omhyggelige boregistrering, som myndighederne foretog ved skiftet efter Margrethe, giver et levende billede af hjemmet, som det da så ud. Hver ting kom med, men det meste var småting, f.eks. “2 flasker og et glas, 8 skilling”. Udover kreaturerne var det mest værdifulde 2 kakkelovne til henholdsvis 6 og 5 rigsbankdaler. Huset bestod af en stue, et køkken, en lo og en stald. Alt i alt et bedre bo end Steens barndomshjem. Men det var ikke overdådigt.

Margrethes mor, Maren Hansdatter, var netop død 5 måneder tidligere end datteren. Hun blev meget gammel, 82 år, og hendes mand, Christen Olsen, var med sine 57 år også ude over sin første ungdom. Deres hjem var mere beskedent end Steen og Margrethes: I alt vurderedes det til 81 rigsbankdaler, heraf 34 rigsbankdaler for kreaturerne. Hesten var hele 26 år gammel og altså gammel nok til at have kunnet nyde godt af de brugte hestesko, som svigersønnen, Steen, 21 år tidligere blev dømt for at tilegne sig. Men der var også gæld til forskellig side, bl.a. til en handlende i Slagelse og en gårdmand samt skyldig løn til en tjenestepige. Fordi Margrethe døde, før moderens bobehandling blev afsluttet, blev det hendes 4 børn, der arvede deres mormor, hver med fire en halv mark eller 72 skilling. Men Steen stak dem i lommen, “som Hjælp til Børnenes Opdragelse”, som det hed.
Steen fortsatte med at leve “af sin Jordlod” og af glarmestergerningen. Vi kan følge ham i folketællingerne og kirkebøgerne og ved derfor, at han snart efter giftede sig med sin tjenestepige, Ane Jensdatter, og fik 3 børn med hende. Det sidste barn, en dreng, blev født i 1840, da Steen var 55 år og hun 43 år. Drengen dør kun 8 dage gammel, men når dog at blive døbt og få navnet Christian efter den nye konge.

Alderdommen

Nogle år senere følte Steen sig gammel og opgav det hårde landbrugsarbejde. Han blev “Indsidder”, idet han med familie lejede sig ind hos en anden husmand. Han forsørgede stadig konen og de hjemmeboende børn som glarmester og kunne således bevare sin selvrespekt. Savnet af husmandsstedet med dets selvforsyningsmuligheder mærkedes mest af Steens kone, Ane. Det var hende, som nu havde sværere ved at få husholdningen til at løbe rundt. Selv havde han det godt. Han var ganske vist ikke ung mere, og hårdt, fysisk arbejde kunne han ikke mere klare, men han var respekteret for sit glarmesterarbejde, når han var ude, og han sad godt for bordenden i den lille stue derhjemme. I avisen kunne han der følge den slesvigske krigs forløb fra problemerne i begyndelsen til den sejrrige afslutning. Det optog ham. Han læste om, at den enevælde, som han anså for at være en forudsætning for lov og ret, blev erstattet af en folkevalgt rigsdag. I den lejede stue modtog han også børn og børnebørn, når de kom på besøg. Steens og Margrethes næstældste søn, Hans, var nemlig smed i Vollerup i nabosognet, hvor han havde giftet sig med en husmandsdatter. Det var en solid bestilling med godt omdømme. Den ældste søn, Peder, blev rytter og underofficer som han selv og levede derpå fint op til Steen egne forventninger. Jo, børnene kom godt i vej.

Glarmester Steen Nielsen døde i december 1854, 69 år gammel og blev begravet på Kirkerup kirkegård.

Efterskrift

Vi ville gerne have vidst, hvordan disse mennesker var, hvordan de så ud, hvad de tænkte og følte. Men vi har ingen billeder, ingen personlige breve til at hjælpe os. Vi må altså stykke vores billede sammen af de mange små stumper af oplysninger, som kan findes i de forskellige, officielle kilder. Ved hjælp af disse stumper samt fantasi og generel historisk viden har det været muligt at tegne et billede, omend uskarpt, af Steens og Margrethes verden. Dengang som nu, var livet både påvirket af mod- og medgang. Hvad den enkelte fik ud af de muligheder, der var ham givet, afhang af hans egen evne og vilje til at udnytte dem. Det, vi kender til den uheldige glarmester, Steen Nielsen, synes at vise, at han har forstået at udnytte de muligheder, der var.

Hvis det er muligt at sammenligne liv, blev Margrethes liv materielt set ikke så godt som hendes mors. Hendes mor var selv gårdmandsdatter og var i sine unge år gårdmandskone i Kirkerup. Steen havde imidlertid fået det bedre end sine forældre, selv om forskellen måske ikke var stor. Vi kan ikke afgøre, hvordan det ville være gået ham, hvis han ikke var blevet dømt. Den dramatiske episode i 1812 har haft en ganske mærkbar effekt på kort sigt, men næppe ændret hans liv på langt sigt. Han var nok ikke blevet mere end korporal alligevel. Han havde nok under alle omstændigheder fæstet et husmandssted og havde gjort brug af faderens glarmesterredskaber, selv om han havde haft en formel mulighed for et underordnet, offentligt betjent- eller tolderembede.
Nok var han uheldig, at blive opdaget og dømt, men i realiteten fik han det hverken værre eller bedre end de fleste andre af landalmuen. Måske syntes han selv, at han havde et godt liv.

Væsentligste kilder til fremstillingen

Trykte kilder

• J. Krøier & J. Hinge: Den danske Underofficer. Et Bidrag til Hærens Historie. København 1916.
• H. D. Hansen: 4. Dragonregiments Historie 1670 1. August 1920. Næstved 1920.
• H. K. Nielsen: Slagelse som militært domicil. 1979.

Utrykte kilder

Rigsarkivet

• Folketællinger og lægdsruller for Ryde, Landet, Ågerup og Kirkerup sogne.

Landsarkivet for Sjælland osv.

• Kirkebøger for Ryde, Landet, Ågerup og Kirkerup sogne.
• Christianssæde Godsarkiv, skifteprotokol. Bl.a. Niels Hansen Glarmesters skifte 1804.
• Gyldenholm Godsarkiv, skifteprotokol. Bl.a. Peder Nielsens skifte 1797, Maren Hansdatters 1833 og Margrethe Pedersdatters 1833.

Hærens Arkiv

• 4 Dragonregiment/Sjællandske Rytterregiments arkiv, justitsprotokol. Dommen 1812 over Corporal Steen Nielsen ss. 264 f.

Bilag

Dommen

Korporal Steen Nielsen er under nærværende Sag sat under Tiltale for flere af ham begåede Forseelser og Tjenesteuorden som Kommanderende ved Detachementet i Korsør. Således er han overbevist om:

• at have frabrækket de bedste af Skoene på Kompagniets heste, når disse skulle beslås og selv have tilegnet sig dem uden at afbenytte disse sko siden til Kompagniets heste.
• ej at have udleveret de under hans kommando stående Ryttere af 3. Esvadron det reglementerede Mål af Havre til deres Heste, men i lang tid kun tildelt hver Hest 2 Skæpper hver 5. Dag og siden at have blandet Havren, som udleveredes disse Ryttere, med Hakkelse.
• at have solgt en Tønde Havre til Postmester Knud Karlheim i Korsør, hvilken Havre han foregiver at have købt af en af ham ubekendt Bonde, men må han dog for sådant Køb og Salg blive at anse efter Forordningen af 13. April 1754 som den, der har handlet uden sin Foresattes Consens.
• at have oppebåret 2 Rytteres dels både Lønning og Kommisbrød og dels Kommisbrød alene for at passe deres Heste og for at disse Folk måtte arbejde for deres Kvarterværter.
• at have gjort sig skyldig i respektstridigt Forhold mod Herr Løjtnant v. Pfaff ved at forbigå ham som sin Foresatte ved en Melding til den Højstkommanderende i Korsør om en efter Tiltaltes Formening urigtig Fouragemåde ved Detachementet.

For disse sine Forseelser blev han i Analogi med den 174. Krigsartikel, Forordningen af 13. april 1754, Subordinasions Anord. Kap.1 Pgr.13 og 14, Kap.2 Pgr.5 at anse med en arbitrær Straf, som efter Sagens oplyste Omstændigheder bør bestemmes til Degradation for bestandig og Fængsel på Vand og dobbelt Brød i 10 Dage.

Thi kendes for Ret. Tiltalte Korporal Steen Nielsen bør degraderes for bestandig og fængsles på Vand og dobbelt Brød i 10 Dage i 2 Afdelinger med nogle Dages Frist mellem hver Afdeling, i hvilken Tid det overskydende af hans Traktement tilfalder de danske Krigshospitals Kasser.

Således dømt i en edsvoren Krigsret af tre Dommeres Pluralitet. Slagelse den 17. juli 1812.

Simonsen / P. G. Krüger

Hvorpå Dommen i tiltaltes Overværelse blev publiceret.

Skifte efter Margrethe Pedersdatter

1833 den 15. Oktober indfandt den constituerede Skifteforvalter Mourier af Gundersløvsholm sig med Vidnerne og Vurderingsmændene Sognefoged Johan Andersen af Esholte og Huusmand Lars Jensen af Kirkerup i Stervboet efter afd. Margrethe Pedersdatter, Huusmand Steen Nielsens Kone af Kirkerup hvis dødsfald er anmeldt den 6. Juni d. A. og efter hvem Enkemanden hidtil har hensat i uskiftet Boe, for der efter vedkommendes Begjæring at foretage en lovlig Registrerings- og Vurderingsforretning over Boets Eiendele, til paafølgende Skifte og Deling ad samme, mellem Enkemanden og den Afdødes Arvinger som ere 1 Søn Peder Steensen 23 Aar gl, 2 Søn Hans Steensen 14 Aar, 3 Søn Eskild Steensen 12 Aar og 4 Datter Ane Cathrine ugivt.

Ved Forretningen var tilstede Enkemanden og de umyndige Arvingers fødte Værge deres Morbroder Huusmand Jens Pedersen af Kirkerup.

Forretningen blev fremmet som følger:

I Stuen

1 fyrre Bord paa Fod, 2mk. 2 Borde, 1mk. 1 Gaasebænk, 1mk. 2 Stole, 1mk. 1 Skab, 3mk. 2 Lysestager, 1mk. 2 Flasker og 1 Glas, 8sk. 1 Pyramide med nogle kopper, 2mk. 3 Flasker, 1 Kruus og 1 Tragt, 12sk. 1 Manglestød og noget Skramlerie, 8sk. 2 Hyldebøtter, 8mk. 7 Fade og 1 Krukke, 2 mk. 1 4/Pd. Bismer, 1 Rdl. 1 Kakkelovn, 6 Rdl. 3mk. 1 gl. Sengested med Omhæng, 1 Rdl. 2mk. 1 grønstribet Overdyne, 1 Rdl. 2mk. 1 grønstribet Underdyne, 1 Rdl. 1 do. do., 5 mk. 3 korte og 1 lang Hovedpude, 1mk. 1 (?) hørgarns Lagener, 4mk. 1 gl. Sengested, 1mk. 1 grønstribet Overdyne, 1 Rdl. 1 hvid linned Underdyne, 3mk. 2 lange og 3 korte Hovedpuder, 3mk. 1 Par Blaargarns Lagener, 3mk. 1 fyrretræes Kiste, 3mk. 1 egetræes do., 1 Rdl. 3 Huer, 1mk. 8sk. 6 Liin, 3mk. 1 rød- og sortstribet Skjørt og Trøie, 1 Rdl. 3mk. 1 sort Kjole, 1 Rdl. 1 Par Strømper og 1 Par Skoe, 5mk. 2 Særker, 1 Rdl. Nogle gamle Klædningsstykker, 4mk.

I Kjøkkenet

3 smaa Gryder, 4mk. 1 stor do., 1 Rdl. 3 Jern Pander, 1 Rdl. 1 stort Kar og 1 Ballie, 1mk. 3 gamle Sold, 1mk. 1 Kj… og 1 Hakkebrædt, 2mk. 1 Sigte, 2mk. 1 Mælkekande, 1 Spand og 1 Smørbøtte, 12sk. 1 Tinrække og 7 Fade, 2mk. 8sk. 1 Hegle og 1 Løgte, 1mk. 1 gl. Bord og 1 Bænk, 1mk. 8sk. 3 Ølflasker, 3mk. 1 Ostefad og 1 Maalbytte, 1mk. Noget Skramlerie, 12sk. 1 Ildtang og 1 Kjedelskrog og Kaffekjedel m.m., 2mk. 1 Kaffeqværn, 12sk. 2 Messing Kjedler, 1 Rdl. 3mk. 1 Haandqværn, 2 Rdl. 1 gl. Ka(?), 2mk. 3 Fjerdinger, 1 Soll og 1 Tragt, 3mk. 1 Kakkelovn, 5 Rdl.

Paa Loftet

1 gl. Kiste og 2 Ballier, 3mk. 1 do.do. og en Kasse, 1mk. 1 Deigtrug og 1 Mælkekande, 2 mk. 1 S…gsqværn og Halvtønde, 1mk. 1 Trappe og 3 Bøtter, 1mk. 1 Rok og 1 Garnvinde, 3mk. 9 Leer og 1 Skjærekniv, 1 Rdl.

I Loen

1 Spade, 1 Jernstang og 1 Skoul, 1 Rdl. 1 Saug, 2mk. 3 gamle Sække, 2mk. 3 Jern-Tøirer, 2 Rdl. 1 gl. Seletøi, 2mk. 1 Skjon?kiste og 1 Ballie, 1mk. 8sk. 1 Høetyv og 1 Haandøxe, 2mk. 1 Huggeøxe, 1 mk.

I Gaarden

1 Vogn med Fjæller og Hest….?, 8 Rdl. 1 Ploug, 3 Rdl. 1 jern Harve, 2 Rdl. 1 Slæde og 1 Tromle, 2 Rdl. 1 gl. Hyppeploug, 3mk. 2 Slibesteene og 1 Toug, 4mk. 2 Bisteder ,1 Rdl. 1 Steensluffe og 2 Tjærekander, 1mk. 8 sk.

Kreaturer

1 gammel(?) Hoppe 14 Aar, 10 Rdl. 1 sort Koe 9 Aar, 14 Rdl. 1 blakdraget do. 6 Aar, 14 Rdl. 1 sort Qvie 1 Aar, 6 Rdl. 3 Faar, 6 Rdl. 1 Mælkekalv, 1 Rdl. 3mk. 2 Grise, 6 Rdl.
Summa Summarum, 124 Rdl.2 mk.

Da intet videre forfandtes der kunde være at beregne Boet til Indtægt, blev Forretningen, efter at de Tilstedeværende havde erklæret sig tilfredse med samme, slutte og det Henseende med Underskrift bekræftet.

C. Mourier Steen Nielsen Som Værge, Jens Pedersen

At vi have foretaget denne Forretning efter vor Samvittighed og bedste Skjønnede derpaa, sværge vi saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord.

K. H. Pedersen Lars Jensen