Poul Steen - Slægtsnotater
Du er ikke logget ind Login
 

Notater


Træ:  

Match 1,801 til 1,813 fra 1,813

      «Forrige «1 ... 33 34 35 36 37

 #   Notater   Knyttet til 
1801 Wibergs Præstehistorie Kilde (S75)
 
1802 Wikipedia:
Joseph Henry Herforth (født 13. april 1853 i København, død 5. marts 1931 sammesteds) var en dansk grosserer.

Herforth var søn af overretsprokurator Christian Herforth og Christiane Johanne f. Rée. Skønt hans familie først og fremmest var beskæftiget med jura, uddannede Herforth sig inden for handelsfaget. Handel var imidlertid ikke hans familie fuldkommen fremmede, eftersom hans mor tilhørte en gammel jødisk handelsslægt.

I 1875 blev Herforth medejer af den kongelige hof-manufakturhandel Børre Lorenzen & Co. og bosatte sig oven over forretningen på Østergade 13. Forretningen, som specialiserede sig i alle former for manufaktur til damer, var den største og mest eksklusive manufakturhandel i København og leverede bl.a. til den kongelige familie. Herforth varetog den daglige ledelse og rejste samtidig udenlands adskillige gange om året, særligt til Paris, for at studere tidens mode. Da hans kompagnon døde i 1884, blev han eneejer

Børre Lorenzen & Co.'s rummelige modesalon var et samlingspunkt for det bedre borgerskab i slutningen af 1800-tallet, særligt under Herforths ledelse, som bl.a. lagde stor vægt på de store årlige juleudstillinger. Han skelede aldrig efter det brede publikum, men fastholdte uforrtrødent forretningens eksklusive renommé. Herman Bangs repotage I Modesalonen fra 1880 tegner et farverigt, næsten spottende portræt af forretningen, som i folkemunde blot kaldtes Børre, og dens elegante men snobbede chef, hvortil Herforth højst sandsynligt og ganske ufrivilligt har lagt model.

I 1897 overdrog Herforth på grund af sygdom sin forretning til Otto Ringberg og Harald Birger Christensen og levede sine sidste mange år som rentier i Hellerup og København. Salget af den store forretning gjorde ham i besidelse af en større formue, der yderligere forøgedes ved hans ægteskab med en datter af overretsprokurator P. A. Petersen, som var blandt de rigeste mænd i Danmark i slutningen af 1800-tallet og efterlod en millionformue ved sin død i 1898.

Herforth giftede sig i 1885 med Dorthea Louise f. Petersen. Parret fik en søn, overretssagfører Knud Herforth, samt tre døtre. Det lykkedes Herforth at indgifte sine døtre i betydningsfulde og velhavende danske familier. Den ældste datter giftede sig med ingeniør Svend Henningsen, den anden giftede sig med frihavnsdirektør Oscar Thielsen, mens den tredje og yngste datter, forfatter Kate Bang, giftede sig med højesteretssagfører Otto Bang og siden blev kendt som den svenske forfatter Verner von Heidenstams muse.

Kilder:
Krak, Danmarks ældste Forretninger, 1910
Illustreret Tidende, 12/12 1880
Politiken, 20/8 1896
Berlingske Tidende, 6/3 1931 
Herforth, Joseph Henry (I1212)
 
1803 Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Carl_Gammeltoft

Carl Christian Gammeltoft (født 20. september 1855 i København, død 1. februar 1934 sammesteds) var en dansk konferensråd og direktør for De Danske Sukkerfabrikker.

Ungdom
Gammeltoft var søn af skolemand, senere borgmester, etatsråd Christian Gammeltoft og Cathrine f. Nimb. Han blev student fra Metropolitanskolen i 1874 og kom dernæst i handelslære hos et af datidens mest ansete firmaer, H. Puggaard & Co., der var tilknyttet De Danske Sukkerfabrikker. Her tiltrak han Gammeltoft C. F. Tietgens opmærksomhed, som gjorde ham til sin sin udvalgte lærling. Han rejste efter fire år på udlandsophold, hvor han dygtiggjorde sig i de førende handelshuse i Tyskland og England, bl.a. Lloyd i London. Ved sin hjemkomst i 1881 blev han ansat som prokurist i sukkerfabrikkerne, og året efter overtog han som 27-årig Rudolph Puggards stilling som forretningsdirektør.

De Danske Sukkerfabrikker
Gammeltoft var sukkerfabrikkernes merkantile leder, mens G. A. Hagemann var teknisk direktør. Det var det nære samarbejde mellem disse to dygtige mænd, og mellem dem og formanden for fabrikkernes bestyrelse, C. F. Tietgen, der blev afgørende for firmaets succes. Firmaet udviklede sig hastigt under deres fælles ledelse på trods af den almindelige konjunkturkrise i 1880'erne, der ramte landbruget hårdt, og med indførelsen af dansk puddersukker gjordes Danmark tillige selvforsynende med sukker.

Hagemann fratrådte sin stilling som direktør i 1897, mens Gammeltoft fortsatte indtil 1920, da han på grund af sit svage helbred trak sig tilbage som en rig mand. Han fortsatte imidlertid som formand og bestyrelsesmedlem i adskillige bestyrelser. Han var således bl.a. formand i Nye Danskes Kontrolkomité, Kontrolkomitéen for Kastrup Glasværk, Assuranceforeningen samt kurator for Det Kongelige Vajsenhus, næsteformand i Bikubens repræsentantskab og beklæde en række lignende tillidshverv. Gammeltoft overtog i 1927 formandsposten i Bankrådet efter grosserer Harald Klitgaard. Privatbanken befandt sig i disse år i store økonomiske vanskeligheder og måtte foretage en kortvarig lukning, men ved Gammeltofts hjælp kunne banken rekonstrueres. Også sporten viste Gammeltoft interesse. Han havde således i en årrække sæde både i bestyrelserne for Københavns Tennishal og for Boldklubben af 1893.

Gammeltoft var bosat i Slotsholmsgade i København og opførte desuden i 1918 en imponerende sommervilla i Vedbæk, Rosenlund, tegnet af arkitekt Sven Risom. Han var konferensråd, kommandør af Dannebrog af 1. grad og findes gengivet på P. S. Krøyers maleri Fra Københavns Børs

Familie
Carl Gammeltoft giftede sig i 1882 med Henriette Marie f. Herforth, datter af overretsprokurator Christian Herforth. Parret fik tre sønner, læge Svend Aage Gammeltoft, højesteretsdommer Poul Gammeltoft samt Carl Gammeltoft, som ligeledes blev direktør for De Danske Sukkerfabrikker og ægtede en datter af professor Carl Torp. To døtre giftede sig henholdsvis med bankier Paul Hagemann og ingeniør Sverre Malm, søn af den norske veterinærinspektør, Ole Olsen Malm.

Kilder
Kraks Blå Bog 1933
Berlingske Tidende, 2/2 1934
Politiken, 2/2 1934
 
Gammeltoft, Carl Christian (I3113)
 
1804 Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Emil_Benthien

Emil Oscar Benthien (født 24. september 1882 i København, død 6. oktober 1958 i Birkerød) var en dansk grosserer og indehaver af det kongelige hof-bagerfirma E. Rubow's Efterfølger.
Benthien var søn af grosserer Emil Benthien og Hansine f. Nielsen. Da han var tre år gammel, døde hans far og efterlod hans mor i økonomiske vanskeligheder med fem små børn. Hun overtog siden bagerfirmaet E. Rubow's Efterfølger med stor dygtighed og blev hurtigt en velhavende dame. Benthien modtog en grundig handelsuddannelse i Danmark samt i både Hamborg og London. Han indtrådte i familiefirmaet i 1910 og blev eneindhaver efter sin mors død i 1912. Tillige var han fra 1925-33 medlem af Københavns bagerlaugs bestyrelse.

Benthien var i begyndelsen af 1916 forlovet med Betty og Peter Nansens 20-årige datter, Esther Nansen, hvilket medførte en del offentlig opmærksomhed. Betty Nansen, som indspillede film i USA, erklærede sig imidlertid syg og hidkaldte sin datter til New York, hvilket udsatte det planlagte forårsbryllup, og siden blev forlovelsen hævet[1]. Efterfølgende giftede Benthien sig i 1917 med Gerda f. Herforth, datter af kreditforeningsdirektør Carl Herforth.

 
Benthien, Emil Oscar (I1217)
 
1805 Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/P.A._Petersen
Peter Anton Petersen (født 28. juni 1834 på Isgård, død 20. december 1898 i København) var en dansk overretsprokurator og byggematador.
Petersen var søn af proprietær Niels Pedersen og Madsine f. Arvad. Hans far havde som fattig husmandssøn tjent sig op fra bunden, bl.a. i kraft af dygtige handelsevner og en velhavende svigerfar, og endte som en stor og berømt jordbesidder. Han købte og solgte en række gårde, bl.a. købte han Isgård nær Ebeltoft, hvor Petersen blev født og voksede op, og blev kendt under navnet "Greve-Niels".[1] Den unge Petersen skulle vise sig ligeledes at have talent for ejendomshandel, men han udså et andet og langt mere gunstigt marked i København, som hen mod slutningen af 1800-tallet oplevede en voldsom ekspansion uden betydelige former for kontrol. Her blev han efter sin juridske embedseksamen beskikket som overretsprokurator, men altid lå forretningslivet ham nærmest snarere end rene juridske anliggender. Han opkøbte og opførte store lejlighedskomplekser, særligt i Brokvartererne, som han siden lod udleje eller solgte til høje priser uden særlig skelen til byggeriets kvalitet og sine samarbejdspartneres rettigheder. Dette fortagende sikrede ham fra 1880'erne til sin død en plads blandt de største skatteydere i København. Han efterlod således ved sin død i 1898 en millionformue, som flere parter gennem rettergang siden gjorde krav på, da de mente sig snydt af Petersens forretningsmetoder.
Retten besluttede imidlertid, at Petersens arv skulle tilfalde hans arvinger, hvilket store dele af den offtenlige opinion fordømmer. Bl.a. skriver Social-Demokraten i 1903: Petersens arvinger kan jo ikke gøre for, at den afdøde Overretsprokurator har bjærget sit Mammon ved uhæderlige Midler. Men de vilde unægtelig have staaet i et bedre Lys, om de havde fralagt dem enhver Andel i de store Summer [...] og dersom de dermed havde skaanet deres Faders Eftermæle noget mere.[2] Petersen fik med sin hustru, Louise Dorothea Julie f. Klein, ni børn, deriblandt Niels Brane og Anthon Petersen, som begge var overretssagfører. Tre søstre giftede sig henholdsvis med grosserer Joseph Herforth, overretssagfører Christian Hjelm Herforth og kreditforeningsdirektør Carl Herforth, alle tre sønner af overretsprokurator Christian Herforth.

Noter:
(1) Evald Tang Kristensen, Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv, 1900-02
(2) Social-Demokraten, 22/2 1903 
Petersen, Peter Anton (I3117)
 
1806 Wikipedia: Ligesom sin lillebror, grosserer Joseph Herforth, var Herforth interesseret i handelsfaget og udså i skrædderfaget en god forretning. I 1879 blev han medejer af den kongelige hof-herreekviperingsforretning på Amagertorv 14, Schottländer & Goldschmidt, som var den ældste herreudstyrsforretning i København. Da hans kompagnon trak sig tilbage i 1882, overtog Herforth den øverste ledelse, hvorefter firmanavnet Herforth & Co. antoges. Han betjente et trofast og velhavende publikum, som først og fremmest bestod af unge adelige. Alligevel blev Herforth hurtigt kendt som en meget dyr og snobbet manufakturhandler.

I slutningen af 1800-tallet var Herforth en kendt personlighed i København, som i offentligheden ofte var genstand for fascination og spot: Byens dyreste og fineste Skrædder, selv den eleganteste og mest ulastelige Gentleman i sin Fremtræden, paa samme Tid korrekt og ultra-moderne fra Hatteskyggen til de blinkende Laksnuder, parfumeret, friseret, duftende, med Tøjet straalende nyt og Linnedet knirkende af Stivelse - saaledes var Herforth.[Politiken 31-5-1908] Man tegnede et billede af en overdrevent elegant mand, som sommetider satte sin egen smag over andres. På den anden side forstod Herforth at følge tidens mode og blev en foregangsmand inden for herremode, hvilket tiltalte den eksklusive kundekreds.

Herforth giftede sig i 1884 med Louise Antoinette f. Larsen, datter af Frederik Larsen, ejer af Hotel Royal i Aarhus. 
Herforth, Herman Ludvig Rée (I1211)
 
1807 William Herforth, f. 2. Marts 1873 i Kjøbenhavns Frue
Sogn, lever i Helsinge. 
Herforth, William (I4587)
 
1808 Ysa: "Arbejdede med Pelsauktion, jeg husker nogle store isbjørneskind og mange andre spændende skind." Hansen, Francis (I2402)
 
1809 [private noter findes] Grouleff, Jens Nielsen (I862)
 
1810 Ægtefælle er ogfså nævnt som Serine Nicoline Schiørring el. lign. f. 29. jan. 1829 Munck, Niels Foss Møller (I3094)
 
1811 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Spiegel, J.S. (I2634)
 
1812 Ægteskabet opløst. Schousboe, Caroline Amalie (I285)
 
1813 Ægteskabsregisteret Aabenraa Kilde (S40)
 

      «Forrige «1 ... 33 34 35 36 37